SOSU-elever på udveksling i Ghana: ”Det er en praksislæring, man ikke kan simulere sig ud af”

”Hvordan har du det i dag?” Det spørgsmål blev mødt med undrende blikke, når den 20-årige EUX-elev Anne-Sofie Lauenborg fra SOSU H i Brøndby stillede det til patienter på et hospital i Ghanas hovedstad, Accra. Ikke fordi det var upassende, men fordi det ikke er noget, sundhedspersonalet der plejer at spørge patienterne om.

”De var ikke vant til den form for pleje. Det ville være mærkeligt for mig ikke at gøre, for i Danmark er vi meget opmærksomme på altid at spørge til det, og vi er interesserede i patientens liv og historie, fordi det kan sige meget om en sygdomshistorik,” siger hun.

I starten af 2025 var Anne-Sofie Lauenborg og tre medstuderende i praktik i fem uger i det vestafrikanske land som en del af udvekslingsprojektet ”Se op se ud” på SOSU H med støtte fra Globuspuljen. Et ophold, der blev en øjenåbner både fagligt og menneskeligt og gav hende og de øvrige elever nye perspektiver på betydningen af omsorg og pleje.

”Især det her med at snakke med patienten i stedet for kun at kigge i journalen på værdier og medicinlister. Der oplevede jeg i Ghana, at man taler meget hen over hovedet på borgerne og ikke spørger ind til, hvordan de har det. Det har jeg selv sat endnu mere fokus på, efter jeg er kommet hjem, for det er vigtigt, at vi ikke kun ser en sygdom, der skal opklares og behandles, men at vi taler med patienten og hører, hvor det gør ondt, så vi kan hjælpe,” siger Anne-Sofie Lauenborg.

Netop den form for kommunikation og nærvær er en grundlæggende del af SOSU-assistentens rolle i Danmark. Men vi tænker måske ikke altid over, hvor stor betydning det faktisk kan have at sætte sig ned og holde en patient i hånden eller lægge en beroligende hånd på skulderen, når noget er svært. Det er en af de ting, der har været med til at gøre opholdet i Ghana lærerigt for de danske elever, mener Annie Philipsen, der er international koordinator hos SOSU H.

”Eleverne fandt ud af, at en af de vigtigste kompetencer, de havde med, faktisk var deres evne til at kommunikere, både verbalt og non-verbalt. Det har alle elever sagt, efter at de er kommet hjem, at netop det har givet dem rigtig meget,” siger Annie Philipsen og indskyder, at selv om engelsk er hovedsproget i Ghana, tales det med en kraftig dialekt, som kan gøre det svært at forstå hinanden, og derfor kom kropssproget i høj grad også i spil.

En anden forståelse for sundhed

Sundhedsvæsenet i Ghana er organiseret anderledes end i Danmark. Der findes stort set ikke plejehjem eller hjemmepleje, som for danske SOSU-elever ellers er den primære sektor, hvor de får en stor del af deres oplæring. Derfor var praktikopholdene for de to udvekslingshold forankrede på et lokalt hospital.

For det første hold blev mødet med hospitalet lidt af et kulturchok. Personalet i Ghana troede, at de danske elever var lægestuderende og ville gerne vise deres fineste og mest avancerede afdelinger frem, forklarer Annie Philipsen. Derfor tog de dem med til skadestuen, og her så de nogle voldsomme ulykkestilfælde.

”De blev noget rystede, og det kan jeg godt forstå. Vores egne undervisere var også i Ghana som en del af projektet, og de hjalp eleverne med at oversætte og forstå alt det, de så. På den måde fik de en aktiv refleksion og mulighed for at tale om den voldsomhed, som de også oplevede,” forklarer hun og understreger, at der nemt kan opstå misforståelser i et udvekslingsophold, men at det netop er med til at skabe nye perspektiver og udvikling.

Selv om sundhedsvæsenet ser vidt forskelligt ud i Danmark og Ghana, er der meget læring at hente hos hinanden, påpeger Ida Kristine Scheel, bæredygtighedskonsulent på SOSU H.

Ghana er et udpræget kristent land, men oprindelige religioner fylder stadig meget, og mange ghanesere har en naturreligiøs eller spirituel forståelse af krop, sundhed og sygdom. Det stiller krav til de sundhedsprofessionelle, når man skal tale med patienten om årsag til sygdom og muligheder for behandling. For de danske elever giver det også nye perspektiver.

”Ikke alle patienter og borgere i Danmark er etnisk danske, og ikke alle har samme forståelse for sundhed og sygdom. Erfaringerne i Ghana giver eleverne kulturelle kompetencer, som de ikke ellers havde, og mulighed for at opleve det i praksis. Selv om kulturforskelle er en del af deres pensum derhjemme, så gav det dem helt klart nogle aha-oplevelser at være af sted. Det er en praksislæring, som man ikke kan simulere sig ud af,” siger Ida Kristine Scheel.

Eleverne så også, hvordan patientens pårørende spiller en helt anden rolle i Ghana. Familien til den indlagte sidder typisk udenfor afdelingen og venter på besøgstiden, så de kan komme ind med mad og rent tøj.

”I Danmark har vi nærmest fjernet de pårørende fra ligningen, men her ser eleverne hvor stor en tryghed det kan give patienterne at have sin familie omkring sig. Det har flere af eleverne sagt, at vi kan lære meget af,” fortæller hun.

Meget pleje af patienterne blev kun udført af pårørende. Familiernes involvering gjorde indtryk på Anne-Sofie Lauenborg.

”De er der hele tiden og overnatter gerne på en stol for at være tæt på. Det er stort set kun pårørende, der står for bleskift, mens plejepersonalet assisterer, hvis de overhovedet hjælper. Det er godt for patienten, at de pårørende er der, men også tydeligt, at de ikke altid har viden om sundhedsmæssige konsekvenser – for eksempel hvordan man ved bleskift undgår urinvejsinfektion ved at tørre den rigtige vej. Vi har talt meget om de pårørendes rolle, efter vi er kommet hjem,” forklarer hun.

Udviklingspolitik i praksis

SOSU H’s projekt er støttet af Globuspuljen og knytter sig til FN’s verdensmål – især om sundhed, uddannelse og partnerskaber. Ifølge Annie Philipsen er det både relevant og værdifuldt, at SOSU-uddannelserne bidrager aktivt til det internationale udviklingsarbejde.

”Vi har jo et fælles ansvar for bæredygtighedsmålene, og derfor skal vores skoler og elever engageres. Men det var også vigtigt for os, at det skulle være et ligeværdigt partnerskab, så det ikke kun var os, der fik gavn af kompetenceudviklingen,” siger hun.

Som en del af projektet har ghanesiske studerende derfor også besøgt Danmark, ligesom de danske undervisere har været med i Ghana som et led i deres kompetenceudvikling og for at støtte eleverne.

For Anne-Sofie Lauenborg har udvekslingsforløbet ikke kun været en stor personlig oplevelse, men også udviklet hende fagligt. For hun skulle ikke bare oversætte sin danske uddannelse til en anden virkelighed. Hun følte også, at hun skulle lære alt fra bunden igen i en helt ny kontekst.

”Selv om jeg var mere end tre år inde i min uddannelse og kom med min faglighed i bagagen, føltes det lidt som at starte forfra. For alting er så anderledes, og man skal finde ud af, hvordan man bruger det, man ved, på en ny måde,” siger hun.

Hun nævner som eksempel, hvordan blodsukkermåling i Ghana altid foretages midt på tomlen i blommen, mens man i Danmark prikker i siden af ringfinger eller langemand, fordi det typisk er mindre generende for patienten.

”Til gengæld gik de meget op i aldrig at prikke i venstre hånd, fordi de ser den som uren,” tilføjer hun.

Også observationer om medicin, der står frit tilgængeligt i en kasse ved patientens seng, modsat herhjemme hvor den er låst inde, har givet anledning til refleksioner over risici for medicinfejl, og hvorfor vi gør, som vi gør i Danmark, og om noget kunne gøres anderledes. Og så var der svære følelser som afmagt eller frustration, når hun ikke kunne handle, eller så patienter, der måtte vente i dagevis på at blive tilset, fordi ressourcerne er begrænsede.

”Det var hårdt. Men jeg har lært så meget af det, og jeg vil gerne af sted igen, hvis jeg får chancen,” siger Anne-Sofie Lauenborg.

Både elever og undervisere, der har deltaget i ”Se op se ud”-projektet, deler nu deres erfaringer på skolen og til arrangementer som ungdoms- og folkemøder. For SOSU H er ønsket at vise, at udveksling og globalt udsyn ikke kun hører gymnasiet til.

”Vi vil gerne vise, at erhvervsuddannelser også spiller en rolle i det globale samarbejde og vise de kompetencer og den viden, man får om udviklingspolitik. For man kan roligt sige, at ved at være i oplæring i et land i det i det globale syd, bliver verdensmålene realistiske og meget konkrete,” siger Annie Philipsen og tilføjer:

”Du ser jo med dine egne øjne den virkelighed, de lever i. Mennesker, der driver en virksomheder siddende på gaden med et tæppe bredt ud foran sig med brugte sko. Alligevel får de jo forsørget deres familie. Og pludselig forstår man, hvad verdensmålene og bæredygtighed handler om. Det bliver konkret og er en læring, som eleverne bærer med sig videre.”