Smede i Tanzania

Praktikophold i Tanzania har både ændret danske smedelærlinge syn på Afrika og på vores egen brug-og-smid-væk-kultur

På erhvervsskolen Mercantec har man siden 2023 sendt smedelærlinge af sted på praktikophold til Tanzania. I starten var der fordomme og skepsis, men i dag er der kommet rigt om pladserne på turen til det afrikanske land.

Asbjørn Vester Feldt Mortensen er ikke i tvivl.

De seks uger, han tilbragte i Tanzania som led i sin klejnsmeduddannelse på erhvervsskolen Mercantec, vil blive stående i hans erindring mange år frem.

“Det var en livsforandrende oplevelse,” fortæller han. “Tanzania er et fantastisk land, og jeg fik en masse ting med hjem, både fagligt og menneskeligt”.

Praktikopholdet gav ham mulighed for at prøve kræfter med smedefaget i forskellige lokale virksomheder, hvor han arbejdede sammen med lokale smede. Han var blandt andet forbi den statsejede virksomhed Tempo, der producerer udstyr til hospitalssektoren, og Camartec, der laver udstyr og maskiner til landbrugssektoren.

Mødet med Tanzanias klejnsmede var på mange måder en øjenåbner. “Det er fascinerende at se, hvor stor forskel, der kan være på den samme branche i to forskellige dele af verden,” siger Asbjørn, der blev imponeret over de lokale smedes evne til at løse udfordringer, selvom de ofte mangler materialer og værktøj og må svejse under vanskelige betingelser.

En af de opgaver, han var med til at løse, var på en sukkerfarm, hvor der skulle laves en tank til opvarmning af sukkerjuicen. Materialerne var mangelfulde, men opgaven blev løst og tanken færdiggjort. “De er vildt kreative og gode til at tænke ud af boksen, og det har jeg lært meget af. Det er ikke altid, tingene passer hundrede procent præcist, men de har en masse metoder til at få det til at fungere alligevel og rette til efter øjemål”.

Fra skepsis til begejstring

Mercantec, der har hjemme i Viborg, har siden 2023 sendt danske smedelærlinge på praktikophold til Tanzania.

I begyndelsen var de studerende skeptiske over at skulle rejse til Afrika, men nu er der kommet rift om pladserne. Det fortæller Susanne Joel, som er international koordinator på Mercantec. “Det første hold, vi sendte ud, havde svært ved at se, hvilket udbytte en rejse til Tanzania kunne give,” siger hun og fortsætter. “Vi gør os en masse forestillinger om Afrika baseret på historier i medierne. Mange tænker måske, det hele er ren armod dernede. Men sådan ser verden ikke nødvendigvis ud.”

“De havde en rigtig rigtig fed oplevelse dernede, og da de kom hjem fortalte med stor begejstring om praktikopholdet. Det smittede af på de andre lærlinge. Da vi skulle sende næste hold afsted om efteråret, var det meget nemmere, og da vi skulle sende tredje hold af sted, så stod der et par elektrikere og sagde, at de ville rigtig gerne med, så nu er vi så også begyndt at sende elektrikere af sted”.

De danske lærlinge, fortæller Susanne, bliver mødt med en enorm venlighed i Tanzania, og de bliver involveret i alt, hvad der foregår på virksomhederne. Det giver dem en stor indsigt i de vilkår, de lokale smede arbejder under. Og det åbner døren for nye erkendelser. Manglen på udstyr og materialer, siger hun, er et grundvilkår i Tanzania, og de danske lærlinge får forståelse for, at der kan være andre måder at gribe opgaver an på, end den de lærer på skolen i Danmark. ”De lokale smede har den der evne til at tænke kreativt og opfinde løsninger. Det gør indtryk på vores lærlinge, og det er noget, de tager med sig hjem,” siger hun.

 

Mestre i improvisation

Faglærer på Mercantec, Niels Bünger, har været med på en række af turene til Tanzania, og han fremhæver også kulturmødet som kilde til læring og ny inspiration – for begge parter. De danske lærlinge, siger han, har en høj faglighed, og er på niveau med de lokale smede, når det kommer til smedefaglige discipliner som svejsning, flammeskæring og kantbukning. Og de er ofte mere fokuserede på at gøre tingene efter bogen og overholde præcise mål.

Men de lokale smede er omvendt eksperter i at få ting til at ske, der efter bogen ikke synes mulige. “Det bliver meget tydeligt for lærlingene, at vi i Danmark har maskiner til alting, og at vi altid har de materialer, vi skal bruge. I Tanzania oplever de, hvor lidt man kan klare sig med og stadig udrette noget,” siger han.

Erkendelsen, siger han, opstår ikke kun ude på virksomhederne, men i lige så høj grad ved at opholde sig i landet og følge med i livet på gaden. “I Tanzania finder man altid en måde at få løst de problemer, der opstår. Vi kom en dag kørende og så en bus, hvor der var sket noget med trækakslen. Så fik de den klodset op og skilt den ad ude i vejkanten, og så lå der en tre fire mand og roder med den. Da vi kom forbi tre dage senere, så var den kørt igen, det er sådan noget de kan!”.

For Niels Bünger er der en værdi i praktikopholdet, som rækker ud over det rent smedefaglige. De danske lærlinge, siger han, oplever en kultur, hvor man holder humøret højt og smilene brede trods vanskelige materielle livsvilkår.

“Det er måske den allerstørste læring på turen. At vi ikke skal tage alting for givet, for der findes også en anden virkelighed derude. Jeg synes det er vigtigt, at de unge lærlinge kommer ud i verden, for det giver både noget tilbage derude og derhjemme”.

 

Bæredygtighed i centrum

Praktikopholdet i Tanzania er på den ene side en personlig udviklingsrejse for den enkelte smedelærling. Og på den anden side er der ifølge Susanne Joel en udveksling af erfaring og fagligheder, som kan komme både Danmark og Tanzania til gode.

Hun forestiller sig, at der kan bygges ovenpå det etablerede samarbejde til gavn for både de danske klejnsmede og de lokale virksomheder. Det kunne eksempelvis bestå i opkvalificeringskurser, hvor danske smede underviser medarbejderne på virksomhederne i Tanzania og derved bidrager til den fortsatte udvikling i det afrikanske land.

Praktikopholdene for de danske smedelærlinge, siger hun, har været med til at bygge en bro, der kan blive stærkere i årene, der kommer. Og selvom de danske smedelærlinge allerede befinder sig på et højt fagligt niveau, er der mange ting, de kan tage med sig hjem. Det gælder eksempelvis i forhold til bæredygtighed, hvor smedene i Tanzania er vant til at tænke på en anden måde.

“Den her brug-og-smid-væk-kultur har man ikke i Tanzania, for der skal alle ressourcer udnyttes. Hvis man fejlskærer sker noget, så gemmer man det, for det kan med sikkerhed genbruges til noget på et tidspunkt. Man bare tænke lidt kreativt. De elever, vi har haft af sted, får et skub i forhold til at tænke bæredygtigt, og det kan virksomhederne i Danmark også godt lide”.

Spørger man Asbjørn, er det blot en af mange gevinster ved at være på praktikophold i Tanzania. Han glæder sig over alle de oplevelser – både faglige og personlige – han har fået med i rygsækken. “Det er langt væk, men folk er super søde, og de fleste taler engelsk. De er meget snaksalige, og de vil gerne høre om vores liv derhjemme. De er altid i godt humør, også selvom der var nogle trælse dage, hvor de hverken havde det ene eller andet at gøre godt med”, siger Asbjørn, der uden tøven vil anbefale andre lærlinge at tage et praktikophold i det afrikanske land. “Jeg vil sige, det er bare om at komme af sted, for det er en fantastisk oplevelse”.