Gymnasieelev på studietur: “Der er stor forskel på uddannelse i Tanzania og Danmark”
Aktiviteter i Syd:
10 elever fra Ikast-Brande Gymnasium (IBG) besøgte i januar 2023 Dar es Salaam i Tanzania. Eleverne blev indkvarteret privat hos elever fra Haven of Peace Academy (HOPAC) – en international skole med en stærk lokal forankring og en stor andel af tanzaniske elever. Eleverne fra Danmark lærte om hverdagen som skoleelev i Tanzania – både på HOPAC, men også som elev på en lokal folkeskole, vi besøgte. Vores elever fik også mulighed for at undervise lokale folkeskoleelever på 3. og 4. klassetrin. Eleverne fra IBG havde planlagt forskellige elevengagerende aktiviteter med fokus på en anderledes tilgang til undervisning.
Derudover besøgte vi en workshop for marginaliserede kvinder, hvor vi lærte batik. Besøget viste os, hvor stor ulighed der stadig er i det tanzaniske samfund og hvor store udfordringer specielt kvinder står overfor.
Vi besøgte også en skole for handicappede børn, hvor vi så, hvor stor kontrasten er på det at være handicappet i et land som Tanzania i forhold til Danmark. Samtidig så vi, hvor stor en indsats de ansatte på skolen gjorde for børnene trods svære omstændigheder og sparsomme midler.
Slutteligt besøgte vi også den danske ambassade, hvor vi lærte meget mere om dansk udviklingsbistand gennem årene – hvilke udfordringer, der har været og hvordan arbejdet med udviklingsstøtte har ændret sig.
I september 2023 besøger elever fra Tanzania Ikast-Brande Gymnasium.
Citater fra eleverne:
“Det var virkelig en øjenåbner at besøge en lokal folkeskole i Dar es Salaam, for den er så markant anderledes i forhold til den danske folkeskole. Eksempelvis hvordan regeringen ser på, hvad en god kvalitetsuddannelse er.” Astrid, elev på IBG
“Det var særligt interessant at besøge en lokal skole og et center for handicappede børn. Det var så specielt og en oplevelse, man ikke får som turist. Vi fik set forskellige aspekter af det tanzaniske samfund gennem vores ophold hos værtsfamilierne. At have værtsfamilier var også en af mine yndlingsting.” Dagmar, elev på IBG
“I mit sabbatår vil jeg gerne rejse, og det ville helt sikkert være meget givende at blive frivillig i Tanzania, mens jeg ser landet igen.” Ditte, elev på IBG
Verdensmål i projektet:
De tre verdensmål som er omdrejningspunkt for projektet er:
Verdensmål nr. 4: Kvalitetsuddannelse
Verdensmål nr. 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Verdensmål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion
På besøget i Tanzania var der fokus på verdensmål nr. 4. via besøg på forskellige uddannelsesinstitutioner og interaktion mellem danske og tanzaniske unge. Efterfølgende har de danske elever delt deres erfaringer og oplevelser med andre elever på IBG og 8. klasses elever på lokale folkeskoler for at skabe øget engagement og opmærksomhed.
Når eleverne fra Tanzania besøger Danmark, vil der være fokus på verdensmål nr. 11 og 12, hvor gæsterne fra Tanzania har et ønske om at få indsigt i bæredygtige løsninger, som de kan inspirere til at implementere i deres eget lokalsamfund.