Fra passiv behandling til aktiv træning: Dansk-ghanesisk projekt styrker rehabilitering i Cape Coast

I landsbyerne omkring Cape Coast kan det tage flere timer at komme frem til en fysioterapeut. Når man når frem, er ventetiden lang. Mange ved heller ikke, hvad fysioterapi er, og de forventer at blive behandlet frem for selv at være aktive i behandlingen. Her var fem fysioterapeutstuderende fra VIA University College i selvvalgt praktik i fem uger. De var ikke kun i klinisk praktik. De var også med til at udvikle et rehabiliteringstilbud, og samarbejdet rækker langt ud over deres eget ophold.

Et nyt rehabiliteringscenter i Cape Coast

En vigtig del af projektet var at oprette African Footprint Rehabilitation Center i Cape Coast. Aarhus Kommune donerede træningsredskaber, som blev sendt til Ghana. Med dem kunne centret tilbyde træning til mennesker med kroniske og livsstilsrelaterede sygdomme som Parkinsons, diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Bag GLOBUS projektet stod VIA University College, African Footprint Foundation i Danmark, African Footprint International i Ghana og University of Cape Coast. Partnerne koblede uddannelse, sundhed og civilsamfund, så tilbuddet kunne fortsætte, når de danske studerende var rejst hjem. Samtidig arbejdede projektet med verdensmålene om sundhed og trivsel, kvalitetsuddannelse, mindre ulighed og partnerskaber.

Træning tættere på borgerne

De studerende arbejdede fire steder: i den nye klinik, på Cape Coast University Hospital, på en lokal lægeklinik i Elmina og i landsbyerne omkring byen, hvor de tog ud og mødte borgerne. Det var i landsbyerne, at de studerende blev mest berørt. Her så de, hvor svært det er at få fysioterapi, og hvor stor forskel det gør at bringe viden og træning ud til borgerne. De så også, at det ikke er nok at tilbyde træning. Borgerne skal forstå, hvorfor træning er vigtig, og hvordan de kan få den ind i hverdagen.

Patienter, der lærte at være aktive i egen behandling

Allerede i mødet med de første patienter blev det klart, at det, de studerende havde lært i Danmark, ikke bare kunne bruges på samme måde i Ghana. En patient med rygsmerter forventede at få massage eller medicin. Da han blev bedt om selv at lave øvelser, undrede han sig. Hvorfor skulle han selv gøre noget?
Det skete igen og igen. Mange patienter vidste ikke meget om fysioterapi og så ikke, at træning kunne gøre dem bedre. For nogle var smerte noget, der skulle fjernes, og ikke noget, man kunne arbejde med gennem bevægelse. Derfor startede de studerende ofte med at forklare. De forklarede, hvordan smerte og bevægelse hænger sammen, og viste øvelserne igen og igen. De hjalp også patienterne til at føle sig trygge ved noget, der var nyt for dem. Det viste noget vigtigt: Hvis patienterne ikke forstår behandlingen, falder den fra hinanden. Patienter, der ikke forstår øvelserne, bliver usikre, og nogle holder helt op med at gå til fysioterapi.

Studerende, der blev dygtigere til deres fag

Vilkårene var anderledes end i Danmark. Ghana har få fysioterapeuter, og mange patienter bor langt fra behandling. Klinikkerne har ofte lidt udstyr, få ressourcer og mange patienter. Det gør det svært at arbejde systematisk og evidensbaseret, som man gør i Danmark. De studerende mødte også en praksis, hvor behandlingen ofte bestod af massage, varme og kulde, mens der ikke blev trænet så meget. Det skyldes både ressourcer, uddannelse og det, patienterne forventer. Det gav de studerende faglige dilemmaer, som de ikke møder i en dansk praktik: Hvornår skal man holde fast i det, man har lært, og hvornår skal man tilpasse det til forholdene?

Arbejdet fortsatte efter hjemrejsen

Projektet var lavet, så arbejdet ikke stoppede, da de studerende rejste hjem. Der blev arbejdet på at oprette lokale træningssteder og på at give sundhedspersonale, studerende og frivillige i området den nødvendige viden. Målet er, at træning bliver en fast del af behandlingen, også uden for hospitalerne. Det kræver, at uddannelsessteder, sundhedsvæsen og civilsamfund arbejder sammen. Holdbare løsninger opstår, når de mødes, men det kræver dialog, viden og tid til at opbygge lokal kunnen. De danske studerende var med til at skabe forbindelse mellem partnerne. De bidrog med viden, og de udviklede løsningerne sammen med de lokale partnere.