bf6ae853-e969-4c4d-a989-14cdd3236e5e

Elever, lærlinge og ledere danner partnerskaber i det globale syd: 14 projekter deler 8,6 mio. kroner

Lærlinge testes af ressourceknaphed, ledere af vilkårene i Sierra Leone og ingeniører af samarbejde på tværs af grænser. De 14 projekter, der fik en GLOBUS-bevilling i foråret 2026, modtager tilsammen 8.640.748 kroner til at koble danske uddannelsesinstitutioner sammen med udviklingsindsatser i det globale syd gennem udveksling.

LÆRLINGE MED GLOBALT UDSYN

Erhvervsskolen Mercantec sender lærlinge fra de tekniske og grønne erhvervsuddannelser på virksomhedsophold i Østafrika som en del af deres uddannelse. Her arbejder de side om side med lokale medarbejdere i den daglige drift og bidrager med kompetencer inden for effektivisering, teknisk optimering og sikker arbejdspraksis – mens de selv får ressourceknaphed, cirkulær tankegang og Verdensmålene helt ind under huden.

NÆSTE GENERATION AF GLOBALE INGENIØRER

Ingeniører uden Grænser samler ingeniørstuderende fra SDU, DTU og universiteter i Ghana, Nigeria og Norge til en fælles innovationskonference. Her skal de studerende arbejde med konkrete faglige udfordringer og samtidig træne det, der er sværere end teknikken: at indgå i samarbejder, hvor ingen part sidder for bordenden. Konferencen skal bidrage til, at flere unge ingeniører bliver aktive kræfter i udviklingsarbejdet.

TYRKIET OG DANMARK I FÆLLES KAMP MOD VOLD MOD KVINDER

Operation Dagsværk går sammen med Center for Voldsforebyggelse og den tyrkiske platform We Will Stop Femicide om at ruste unge til at handle på kønsbaseret vold og kvindedrab.

Elever fra over 15 ungdomsuddannelser, højskoler og efterskoler rejser til Tyrkiet for at opleve, hvordan tyrkiske rettighedsorganisationer bekæmper vold mod kvinder under svære vilkår. Omvendt besøger unge fra Tyrkiet Danmark for at lære, hvordan man forebygger vold, og bruge erfaringerne i kampen derhjemme. Gennem arbejde med virkelige sager fra begge lande får de en konkret forståelse af det miljø, volden opstår i, og af de metoder, der virker. Sammen udvikler de løsninger, der skal få flere til at henvende sig til myndighederne.

LEDELSE UNDER HELT ANDRE VILKÅR

15 erfarne danske ledere, der videreuddanner sig på handelsskolen AVT Business School, rejser sammen med organisationen FANT til Sierra Leone. De arbejder med virkelige cases om ledelse i et land, der genopbygges efter borgerkrig, blandt andet om inklusion af mennesker med handicap gennem idræt. De lærer, hvordan man skaber retning og resultater i et miljø, hvor ressourcerne er knappe, og autoriteten ikke altid følger med titlen. Hjemme igen deles læringen gennem workshops på arbejdspladser og videregående uddannelser samt debatindlæg i danske medier, og som pilotprojekt kan forløbet blive en fast del af lederuddannelsen.

OG SÅ ER DER MEGET ANDET

Runden byder også på indsamling af skole- og hospitalsudstyr til Ukraine og pædagogstuderende, der arbejder med børns rettigheder i Bolivia. På Elbæk Efterskole prøver unge ugandere efterskolelivet på egen krop, og på Frederiksborg Gymnasium tjener eleverne penge til skolerenoveringer for minoritetsbørn i det nordlige Vietnam, mens tre skoler i Lejre bygger elevdemokrati sammen med tre skoler i Nepal. Dertil kommer efterskoleelever, der arbejder med identitet og religionsfrihed i Cambodia, og højskoleelever med fokus på unge med handicap i Tanzania.