Bevillinger i efterårsrunden 2025
For eksempel skal op til 50 unge fra VIA University College gennem MUNDU arbejde med mad og bæredygtighed i Ghana. 2030beyond har også fået en bevilling til at arbejde videre med FGU-elever og kokkeelever omkring bæredygtige fødevarer og kommunikation og vise det frem på demokratifestivaler i Danmark og Kenya. Københavns Professionshøjskole sender geografistuderende, ligeledes til Kenya, som arbejder mellem miljø og samfund. Og Mission Afrika har også fødevaresikkerhed som omdrejningspunkt i et projekt, der blandt andet omhandler renovering af traktorer, symaskiner og andre redskaber til kvinder i Mali. FANT og FGU Østjylland i Randers sætter studerende på transport- og logistiklinjen til at afmontere en kunstgræsbane og sender den til Ghana. På den måde skal hele det østjyske samfund og erhvervsliv i sving med at skabe mellemfolkelig forståelse for marginaliserede i Ghana.
Andre projekter er også på kanten i bogstavelig forstand, når Diakonhøjskolen og Koefoeds Skole i Århus laver en socialpædagogisk undersøgelse af at leve på kanten og hvordan man kan blive indlemmet i fællesskabet. Her sker der udveksling i Indien gennem såkaldt æstetiske processer. Flygtningebørn.dk tager på en anden slags fællesskab, nemlig online-samarbejde i Sudan. Udover det fysiske møde skal de unge fra Sudan og Danmark beskæftige sig med narrativer og afsløre misinformation.
At GLOBUS rummer en mangfoldighed af projekter, vidner bl.a. Apostolsk Kirke, som med danske efterskoleelever fra Efterskolen Kildevæld og ugandiske jævnaldrende skal arbejde med entreprenørskab og spiludvikling for at udvikle metoder til at mestre livet. Modstandskraft, såkaldt resiliens er en anden vigtig egenskab, som DTU-studerende skal arbejde med i forhold til vand, energi og sanitet i Nairobis slum sammen med organisationen 100% for Børnene. Erhvervsskolen ZBC indgår et samarbejde i Uganda, som kan få betydning for erhvervsskolelæring i det østafrikanske land, og i det hele taget er der flere erhvervsskoler, som gennem GLOBUS får sat gang i de internationale ambitioner.
45 projekter havde søgt til runden den 1. september 2025.