504427421_700345879382350_206407655036301387_n

Det kan vi glæde os til i GLOBUS

Puljen forlænges til 2029. Nyt fra ansøgningsrunden i marts 2025.

GLOBUS fortsætter til 2029. I forbindelse med vedtagelsen af finansloven 2025 blev det aftalt, at puljen forlænges med yderligere fire år til og med 2029, stadig med Ulandssekretariatet og CKU som forvaltere.

Det betyder, at der er stabilitet i administrationen fremover, men sandsynligvis også at GLOBUS kan kigge retningslinjer og forvaltningspraksis igennem med henblik på næste års runder.

I marts 2025 blev der uddelt godt 11 millioner til 20 forskellige projekter, og traditionen tro repræsenterer de en kæmpe mangfoldighed af projekter – som det altid er, når bevillingsudvalget deler bevillinger ud i marts og september. Her er et lille udpluk, og du kan se den samlede projektoversigt på vores inspirationsside.

Der er også ved at være nogle gengangere iblandt bevillingshaverne. Det skyldes blandt andet, at det lykkes nogle af bevillingshaverne at bygge ovenpå allerede succesfulde projekter.

Et eksempel herpå er Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG), som efterhånden har haft en del studerende gennem praktik i et udviklingsland. Det gælder blandt andet tømrere, ernæringsassistenter og smede i Filippinerne og flere hold landbrugsmaskinmekaniker-lærlinge, som har været i Tanzania.

I marts 2025 gjaldt det samme uddannelse – men denne gang skal de studerende til Uganda for at skrue. Omdrejningspunktet er dog engagement, hvor digitale værktøjer skal inddrage flere studerende end dem, der skal rejse til Uganda. Her skal der blandt andet være fokus på at udveksle praktisk teknisk viden, så de ugandiske partnere bedre kan vedligeholde og optimere deres maskiner, som i sidste ende er med til at mindske spild af ressourcer.

Business og demokratisk dannelse

I en anden del af spektret for uddannelser finder vi UC Nordjylland, der sammen med nordjyske gymnasier vil introducere handels- og markedsføringsstuderende for hvordan socialt arbejde og miljø kan være med til at udvikle virksomheder og bæredygtige forretningsmodeller i udviklingslande. Et andet spændende samarbejde er mellem Aktion Amazonas og Institut for Geovidenskab på Københavns Universitet, som skal engagere unge i værdikædernes betydning for ødelæggelsen af Amazonas. Skoleliv i Nepal, som arbejder sammen med Hvalsø Skole, har fokus på elevdemokrati og demokratisk dannelse i Nepal.

Sporten udvikler

Idræt er både sjov og skaber fællesskaber. Og fodbold, håndbold og basketball på programmet for nogle af de nye bevillingshavere. Rafiki BK22 uddanner fodboldtrænere fra en skole, som skal på udveksling i Tanzania, hvor også Hovedstadens Basketball Fællesskab i samarbejde med 7. klasse på Christianshavns Skole skal arbejde med en tanzanisk skole for børn med funktionsnedsættelse. Og endelig skal håndbolden bruges som brobygger mellem Købehavns Idrætsefterskole og en kenyansk håndboldorganisation – et projekt, der skal engagere unge på danske håndboldefterskoler.

Kvalitetsudstyr og sundhed

I Ghana stiger befolkningens levetid, men med den gode nyhed følger også flere neurologiske sygdomme som Parkinsons. The African Footprint Foundation og VIA University College vil samle træningsudstyr og sende til Ghana, hvor danske fysioterapeutstuderende vil undervise i brugen af udstyret.

Marts 2025-runden er ingen undtagelse, når det drejer sig om mangfoldigheden af projekt.

Du kan se alle projekterne her.